Ordsprogenes bog 24:1-34 BPH
[1] Vær ikke misundelig på onde mennesker, stræb ikke efter at være sammen med dem. [2] De har ondt i sinde og taler altid om ugerninger. [3] Det kræver indsigt at etablere et hjem og visdom at bygge det op. [4] Fyld rummene med kundskab som kostbare og smukke skatte. [5] En kriger, der også ejer visdom, er stærk, klogskab er en fordel i kampen, [6] for der skal lægges planer, før man går i krig. Jo flere rådgivere, jo større chance for at vinde. [7] Visdom ligger uden for tåbernes rækkevidde, de har intet at sige, når en sag skal afgøres. [8] Den, som altid planlægger ondt, bliver kendt som en lumsk person. [9] Tåbens ondskabsfulde tanker er synd, den arrogante får et dårligt ry. [10] Hvis du svigter under pres, viser det, at du mangler styrke. [11] Red dem, der er på vej til døden, frels dem, inden det er for sent. [12] Sig ikke, at du intet vidste om det, for Gud kender dine tanker. Han, som vogter din sjæl, ved det hele og han gengælder enhver efter deres gerninger. [13] Spis honning, min søn, for det er godt, det smager så herligt og sødt. [14] Visdom er honning for sjælen. Får du visdom, er der håb for din fremtid, et håb, der ikke vil skuffe dig. [15] Lig ikke på lur for at angribe retskafne mennesker, forbryd dig ikke ved at ødelægge deres hjem. [16] Den gudfrygtige rejser sig igen, når han er faldet, men den gudløse bliver liggende, hvor han blev fældet. [17] Glæd dig ikke, når Herren straffer dine fjender, vær ikke skadefro, når de får problemer, [18] for det bryder Herren sig ikke om, og måske standser han så sin straf. [19] Lad være at ærgre dig over de ondes fremgang, misund dem ikke, når det går dem godt, [20] for de har hverken fremtid eller håb, pludselig dør de, og det er forbi med dem. [21] Min søn, vis ærefrygt for Herren og for kongen, og hold dig væk fra dem, der gør oprør, [22] for pludselig kommer straffen over dem, og hverken Guds eller kongens straf er til at spøge med. [23] Følgende ordsprog er forfattet af forskellige vise mænd: Partiskhed hos en dommer er forfærdelig. [24] Hvis han frikender den skyldige, bliver han forbandet og set ned på. [25] Men hvis han dømmer retfærdigt, bliver han æret og set op til. [26] Et ærligt svar er tegn på sandt venskab. [27] Du må have økonomien i orden, før du tænker på at stifte familie. [28] Lad være at anklage nogen uden grund, kom ikke med en falsk forklaring i retten. [29] Tænk ikke: „Nu skal han få betalt! Han har selv været ude om det!” [30] Jeg kom forbi en doven mands mark, og en vingård, der tilhørte en tåbe, [31] der var tidsler og ukrudt overalt, og muren var styrtet sammen. [32] Jeg så det, tænkte over det, og tog ved lære deraf: [33] „Bare en lille en på øjet, bare lidt mere søvn, en lille lur med foldede hænder.” [34] Mens du har travlt med at hvile dig, bliver du overlistet af fattigdom.
