Ordsprogenes bog 21:1-31 BPH
[1] En konges tanker er under Herrens kontrol, han styrer dem som vandet i en kanal. [2] Vi kan mene, at vi gør det rigtige, men Herren kender motiverne. [3] At vi gør det rigtige og handler ret, glæder Gud mere, end at vi ofrer til ham. [4] Nedladenhed og en hoven holdning resulterer kun i onde handlinger. [5] Flid og fornuftige planer giver fremgang, men ubetænksomt hastværk fører til fattigdom. [6] Rigdom, man svindler sig til, forsvinder som en tåge, og de, der søger den, ender i dødens gab. [7] Fordi de onde nægter at gøre det rette, går deres ugerninger ud over dem selv. [8] Den skyldige går krogveje, den uskyldige har intet at skjule. [9] Hellere bo i et hummer på loftet end dele hus med en irriterende kone. [10] Onde mennesker er ude på at skade andre, de har intet tilovers for deres medmennesker. [11] Den vise kan lære ved at lytte til vejledning, tåben lærer kun ved at se en skyldig blive straffet. [12] Gud lægger mærke til de ondes færden, og han straffer dem, for han er retfærdig. [13] De, der lukker ørerne for andres nødråb, vil råbe forgæves, når de selv har brug for hjælp. [14] Vrede kan formildes med en gave i smug, raseri kan afdæmpes med lidt bestikkelse. [15] Når retfærdigheden sker fyldest, glæder de retskafne sig, men forbryderne ryster af angst. [16] Den, der ikke tager imod fornuft, ender i de dødes selskab. [17] Den, der lever for at more sig, ender i gæld, et liv i sus og dus fører ikke til velstand. [18] De onde og troløse bliver straffet, så de gode og trofaste kan gå fri. [19] Hellere bo alene i en ørken end i hus med en sur og arrig kone. [20] Den kloge sparer op og bliver velstående, tåben bruger straks alt, hvad han tjener. [21] Den, der stræber efter at være retfærdig og kærlig, bliver respekteret og får et godt liv. [22] Den vise kan besejre et utal af krigere og nedbryde fjendens fæstningsværker. [23] Den, der formår at holde sin mund, kan undgå en masse problemer. [24] Den hovmodige kendes på sit overmod, sin stolte og arrogante optræden. [25] Den dovnes ønsker ender med at ødelægge ham, for han nægter at bestille noget. [26] Han tænker kun på at skrabe til sig, mens den retskafne elsker at give til andre. [27] Den ondes offergave er en afskyelighed, især når den bringes med bagtanke. [28] Det falske vidne bliver afsløret til sidst, men den, der taler sandt, kan holde stand. [29] Den onde tromler fremad, den retskafne overvejer sine skridt. [30] Visdom, tanker og planer er intet værd for dem, der prøver at stå Herren imod. [31] Hesten kan gøres klar til kamp, men det er dog Herren, der giver sejr.
