[1] I ånden hører jeg sendebudets fodtrin på bjergene. Han bringer godt nyt om fred. Nu kan I fejre jeres fester igen, Judas folk. Gør det, I lovede Herren, hvis han hørte jeres bønner. For aldrig mere skal de onde assyrere besvære jer. De bliver fuldstændig udryddet. [2] Nineve, det er ude med dig. En hær er på vej imod dig. Bevogt dine fæstninger, hold udkig ved indfaldsvejene og gør dig klar til krig. [3] Herren vil genoprette Israels ære og give det dets værdighed tilbage. Landet blev jo hærget af fjenden, vinstokkens grene blev ødelagt. [4] Soldaterne er klædt i blodrøde uniformer og har kobberrøde skjolde. Spyddene svinger i deres hænder, stridsvognenes stålplader glimter som ild. [5] De kører vildt gennem gaderne, suser over torvene tæt efter hinanden. Det minder om lyn, der farer frem og tilbage eller fakler, der suser af sted. [6] Hærføreren råber en ordre til officererne, soldaterne styrter frem mod bymuren og kører angrebstårnene i stilling. [7] De store sluser ved floden bliver åbnet og skaber oversvømmelse, paladset undermineres og bryder sammen. [8] Nineves indbyggere føres bort som slaver. De klager og sukker som duer, de slår sig for brystet i fortvivlelse. [9] Folk strømmer ud fra Nineve som vand fra en dam, hvor diget er brudt sammen. „Stands, stands!” råbes der, men strømmen er ikke til at standse. [10] Byen bliver plyndret for guld og sølv. Alt, hvad der er værd at stjæle, bliver taget. [11] Alt bliver ødelagt, total tomhed er tilbage. Alle indbyggerne er rædselsslagne, lamslåede og ligblege. [12] Den stolte løve har mistet sin hule, de unge løver har mistet deres hjem. Engang levede de trygt og uforstyrret, både hanløven, hunløven og alle løveungerne. [13] Løven har selv røvet et utal af byer og slæbt byttet hjem til hunløven og ungerne. Den fyldte sin hule med krigsbytte, store mængder af kostbarheder. [14] „Det er mig, der straffer dig,” siger Herren, den Almægtige. „Dine stridsvogne vil gå op i røg, og dine krigere bliver dræbt. Aldrig mere skal du tage krigsbytte. Det er slut med truslerne fra dine hærførere.”