Lukasevangeliet 23:1-56 BPH

[1] Så var mødet forbi, og hele forsamlingen brød op og førte Jesus til den romerske guvernør, Pilatus. [2] Her kom de frem med følgende anklage: „Manden her vildleder vores folk. Han siger, at man ikke skal betale skat til kejseren, og han påstår, at han er Messias, det vil sige en konge.” [3] Pilatus spurgte ham: „Er du jødernes konge?” „Det kan man godt sige,” svarede Jesus. [4] Efter forhøret sagde Pilatus til ypperstepræsterne og mængden, der var stimlet sammen: „Jeg finder intet grundlag for en anklage mod ham.” [5] Men de forstærkede blot deres anklager: „Han volder uro i hele vores land med sin undervisning, både i Galilæa, hvor han begyndte, og nu også her i Jerusalem!” [6] Da Pilatus hørte, at Jesus var fra Galilæa, [7] sendte han ham til Herodes, som netop i de dage opholdt sig i Jerusalem. Herodes var nemlig regent over Galilæa. [8] Herodes blev begejstret over at få lejlighed til at se Jesus, for han havde hørt meget om ham, og han håbede at kunne få ham til at gøre et mirakel. [9] Han stillede ham derfor en række spørgsmål, men Jesus svarede ikke. [10] Ypperstepræsterne og de skriftlærde stod ved siden af og fortsatte med deres voldsomme anklager. [11] Så gav Herodes og hans soldater sig til at håne Jesus og gøre nar af ham. De kastede en farvestrålende kappe over ham og sendte ham tilbage til Pilatus. [12] Den dag lagde Herodes og Pilatus deres gamle fjendskab bag sig. [13] Pilatus sammenkaldte nu ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. [14] „I har ført den mand herhen til mig og anklaget ham for at vildlede det jødiske folk,” sagde han. „Jeg har forhørt ham, mens I hørte på det, men jeg har ikke fundet ham skyldig i noget af det, I anklager ham for. [15] Det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham her tilbage. Manden har ikke foretaget sig noget, som han kan dømmes til døden for. [16] Derfor vil jeg give ham en advarsel ved at lade ham piske og derefter løslade ham.” [18] Men da lød der en råben fra folkehoben: „Henret ham, og lad os få Barabbas fri!” [19] (Barabbas sad fængslet for drab, og fordi han havde startet et oprør i Jerusalem). [20] Pilatus ville helst sætte Jesus fri, så han prøvede endnu en gang at tale dem til fornuft, [21] men hoben råbte i kor: „Korsfæst ham, korsfæst ham!” [22] For tredje gang råbte Pilatus til dem: „Hvorfor? Hvad ondt har han gjort? Jeg finder ingen grund til, at han skal dø. Jeg vil lade ham piske, og så vil jeg løslade ham!” [23] Men folk råbte højere og højere, at Jesus skulle korsfæstes, og til sidst gav Pilatus efter for deres krav. [24] Han dømte Jesus til døden, som de forlangte. [25] Derefter befalede han, at Barabbas skulle løslades, som de havde bedt om. Jesus blev derpå udleveret til at lide den straf, som folket havde ønsket. [26] Da de romerske soldater trak af sted med Jesus for at korsfæste ham uden for byen, mødte de en mand, som var på vej ind i byen. Han hed Simon og var fra Kyrene. Ham tvang de til at gå bagefter Jesus og bære korset for ham. [27] En stor flok mennesker fulgte med, deriblandt mange grædende kvinder. [28] Jesus vendte sig til dem og sagde: „Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men over jer selv og jeres børn. [29] For snart vil man sige: ‚Lykkelige er de kvinder, som er barnløse.’ [30] Og man vil sige til bjergene: ‚Styrt sammen over os!’ og til højene: ‚Skjul os!’ [31] For når man gør sådan med det levende træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?” [32] To andre mænd, som begge var forbrydere, blev også ført ud for at blive henrettet sammen med Jesus. [33] Da de kom til det sted, som kaldes „Hovedskalsstedet”, korsfæstede soldaterne Jesus sammen med de to forbrydere, den ene til højre for Jesus, den anden til venstre. [34] Men Jesus bad: „Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Soldaterne kastede lod om hans tøj og delte det imellem sig. [35] Folkeskaren stod og så til, mens de jødiske ledere hånede ham og sagde: „Andre har han reddet! Hvis han virkelig var Messias, Guds udvalgte Frelser, så burde han tage og redde sig selv!” [36] Soldaterne hånede ham også. De rakte billig vin op til ham og råbte: [37] „Hvis du er jødernes konge, så red dig selv!” [38] Der var nemlig sømmet et skilt fast på korset over ham. „Det er jødernes konge” stod der på græsk, latin og hebraisk. [39] Selv den ene af forbryderne, som hang ved siden af ham, gjorde nar: „Er du ikke Messias? Så red dig selv og os!” [40] Men den anden forbryder irettesatte den første: „Frygter du slet ikke Gud, nu du skal dø? [41] Vi får den straf, vi fortjener, men han har ikke gjort noget forkert.” [42] Så sagde han: „Jesus, husk på mig, når du kommer til dit rige.” [43] Jesus svarede: „Det siger jeg dig: I dag skal du komme med mig til Paradiset.” [44] Ved tolvtiden forsvandt solens lys, og der blev mørkt over hele landet indtil klokken tre. Pludselig blev det kraftige forhæng ved indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget ned midt igennem. [46] Samtidig råbte Jesus, så højt han kunne: „Far, jeg betror dig min ånd!” Med de ord udåndede han. [47] Da den romerske officer så alt, hvad der skete, lovpriste han Gud og udbrød: „Den mand var i virkeligheden uskyldig!” [48] De mange mennesker, som var fulgt med derud for at overvære korsfæstelsen, blev forfærdede over det, de så. De slog sig fortvivlet for brystet, og langsomt begyndte de at gå hjemad. [49] De, der havde kendt Jesus personligt, og kvinderne, der havde fulgt med ham fra Galilæa, stod et stykke derfra og overværede det hele. [50] Et af medlemmerne af Det jødiske Råd var en god og retskaffen mand, der hele tiden havde været i forventning om Messias’ snarlige komme, og han var imod, at rådet havde dømt Jesus til døden. Han hed Josef og kom fra byen Arimatæa i Judæa. [52] Han henvendte sig nu til Pilatus og bad om at få Jesu lig udleveret. [53] Det fik han lov til og tog så liget ned fra korset og svøbte det i et liglagen. Derpå anbragte han det i en klippegrav, hvor ingen endnu havde ligget. [54] Det var sent fredag eftermiddag, lige før sabbatten begyndte. [55] Da Jesu lig blev ført bort, fulgte kvinderne fra Galilæa efter, og de så den klippegrav, han blev lagt ind i. [56] Efter at de var kommet hjem, tilberedte de en begravelsessalve med aromatiske olier. Men de foretog sig ikke noget på sabbatten, som den jødiske lov foreskriver.