Kolossenserbrevet 4:1-18 BPH
[1] De af jer, som ejer slaver, skal behandle dem anstændigt og retfærdigt. Sørg for, at de får, hvad de har brug for. I ved jo, at I også selv har en Herre i Himlen, som en dag vil gøre regnskabet op med jer. [2] Bed med udholdenhed, åndsnærværelse og taksigelse. [3] Bed også for os, at Gud må give os gode muligheder for at forkynde hans ord og fortælle dem, som ikke er jøder, at Guds plan om frelsen i Kristus også gælder dem. Det er jo på grund af det budskab, jeg sidder i fængsel her. [4] Bed om, at jeg må kunne forklare det på den rette måde. [5] Vær betænksomme i jeres relationer med dem, der ikke hører Herren til, og brug de muligheder, I får. [6] Vær altid venlige og imødekommende, så de kan se jeres visdom. Tænk over, hvordan I bedst kan svare på deres spørgsmål. [7] Brevet her bliver bragt til jer af Tykikos, min elskede og trofaste medarbejder i Herrens tjeneste. Han kan fortælle jer mere nyt herfra. [8] Jeg sender ham til jer, for at I kan høre, hvordan det står til hos os, og for at han kan være til opmuntring for jer. [9] Sammen med ham sender jeg Onesimos, som også er en trofast og elsket kristen, en af jeres egne. Han og Tykikos kan fortælle jer om alt, hvad der sker her. [10] Aristark, som sidder fængslet sammen med mig, hilser jer hjerteligt. Det samme gør Markus, Barnabas’ fætter. I har hørt, at han tænker på at besøge jer. Tag godt imod ham, når han kommer. [11] Også Justus sender hilsen. De tre er de eneste jødekristne, der arbejder sammen med mig for Guds rige, og de har været til stor opmuntring for mig. [12] Epafras, som jo er en af jeres egne og en Jesu Kristi tjener, sender hilsener. Han kæmper altid for jer i bøn om, at I må stå fast som modne kristne, der fuldt ud kender Guds vilje. [13] Jeg kan godt fortælle jer, at han har bedt meget både for jer og de kristne i Laodikea og Hierapolis. [14] Vores elskede medarbejder, lægen Lukas, sender hilsener, og det samme gør Demas. [15] Hils menigheden i Laodikea. Hils også Nymfa og menigheden, der samles i hendes hjem. [16] Når brevet er blevet læst op hos jer, så sørg for at give det videre til menigheden i Laodikea, så de også kan læse det op. Samtidig kan I få fat i mit brev til dem og læse det op i jeres menighed. [17] Til Arkippos siger jeg: Tag din tjeneste alvorligt, så du fungerer i den og fuldfører den opgave, Herren har givet dig. [18] Her skriver jeg min hilsen med min egen håndskrift. Husk på, at jeg sidder i fængsel. Guds nåde være med jer.
