Jobs bog 9:1-35 BPH

[1] Job gav Bildad følgende svar: [2] „Du kan have ret i, hvad du siger, for ingen kan retfærdiggøre sig over for Gud. [3] Hvis man stævnede Gud for retten, ville man aldrig klare frisag. [4] Hans visdom og magt er grænseløs. Ingen slipper godt fra at trodse ham. [5] Han flytter bjerge så let som ingenting, vælter dem omkuld i sin vrede. [6] Han rusker i jorden, så den skælver, ryster i hele sin grundvold. [7] Han kan befale, at solen ikke skal stå op, og at stjernerne skal indhylles i mørke. [8] Det var ham, der udspændte himmelbuen, og han kan gå på havets bølger. [9] Han skabte Storebjørn og Orion, Syvstjernen og Dyrekredsen. [10] Han udfører utrolige mirakler og gør talløse undere. [11] Han bevæger sig lydløst og usynligt, man hverken ser eller hører ham. [12] Han tager, hvad han vil have, og hvem tør sige: ‚Det må du ikke!’ [13] Gud holder ikke sin vrede tilbage, ingen menneskelig magt kan standse ham. [14] Hvordan skulle jeg kunne forsvare mig, retfærdiggøre mig overfor ham? [15] Selvom jeg mener, jeg er uskyldig, kan jeg ikke gå i rette med ham. Jeg må nøjes med at bede ham om nåde. [16] Hvis jeg stævnede ham for retten, mon han så ville høre på min klage? [17] Han har udløst en orkan over mig og givet mig sår på sår uden grund. [18] Jeg har knap tid til at trække vejret, før jeg oplever nye lidelser. [19] Ingen kan måle sig med ham i styrke. Hvem har magt til at anklage ham i retten? [20] Selv om jeg måske var uskyldig, ville min optræden i retten dømme mig. [21] Jeg mener, jeg er uskyldig, men hvem tør bedømme sig selv? Mit liv har ikke længere nogen værdi. [22] Derfor siger jeg: ‚Det kan være lige meget nu. Gud straffer åbenbart uskyldige såvel som skyldige.’ [23] Når pisken pludselig slår til, ignorerer han de uskyldiges fortvivlede råb. [24] Når et land falder i en ond mands magt, bliver dets dommere blinde for retfærdigheden. Hvis det ikke er Gud, der står bag, hvem er det så? [25] Jeg ser dagene passere forbi som en hurtigløber, de iler af sted uden at give mig nogen glæde. [26] De glider forbi som sivbåde, som ørne, der haster efter bytte. [27] Hvad nu hvis jeg sagde: ‚Jeg vil glemme min smerte, tage smilet på og se glad ud.’ [28] Ville det mon standse mine lidelser? Nej, for i dine øjne, oh, Gud, er jeg åbenbart skyldig. [29] Hvis jeg allerede er dømt skyldig, hvad hjælper det så, at jeg forsvarer mig? [30] Ja, selv om jeg vaskede mit ansigt i sne og skrubbede mine hænder med skurepulver, [31] ville du dog straks dyppe mig i mudder, så mit tøj ville skamme sig over mig. [32] Du er jo ikke et menneske som jeg, derfor kan vi ikke mødes i retten. [33] Var der dog bare en mellemmand, der kunne skabe forsoning imellem os, [34] en der kunne fjerne Guds straf over mig, så jeg ikke skulle leve i angst for hans vrede, [35] så jeg kunne tale med Gud uden at frygte. Men det kan jeg umuligt opnå alene.