Jobs bog 33:1-33 BPH
[1] Hør nu her, Job, hvad jeg har at sige. Lyt omhyggeligt til alle mine ord. [2] Nu, da jeg har taget bladet fra munden, og ordene ligger mig på tungen, [3] så lad mig sige, hvad jeg har på hjerte. Jeg taler ærligt og oprigtigt. [4] Det var Guds Ånd, der skabte mig. Den Almægtiges åndepust gav mig liv. [5] Gør dig parat til at svare, hvis du kan, kom bare med dine argumenter. [6] Overfor Gud er vi lige, du og jeg. Vi er begge skrøbelige mennesker. [7] Du behøver ikke at være bange, for jeg ønsker ikke at genere dig. [8] Mens jeg sad og lyttede, hørte jeg, at du sagde: [9] ‚Jeg er uskyldig og uden synd. Jeg har en ren samvittighed. [10] Men Gud har fundet et påskud for at straffe mig, han behandler mig som en fjende. [11] Han har lagt mine fødder i lænker, han holder øje med alt, hvad jeg foretager mig.’ [12] Men dertil må jeg sige, at du tager fejl, for Gud er større end noget menneske. [13] Hvilken ret har du til at påstå, at han ikke svarer på dine spørgsmål? [14] Gud taler på mange måder, men tit hører vi ikke, hvad han siger. [15] Han taler gennem drømme og syner, mens vi ligger i vores senge om natten. [16] Han hvisker os formaninger i øret, viser os skræmmende billeder, [17] så vi ikke skal komme på gale veje eller blive stolte og hovmodige. [18] Han ønsker nemlig at advare os, så vi ikke går i dødens fælde. [19] Andre gange straffes et menneske med smerter, så han ligger bundet til sengen i konstant pine. [20] Så mister han fuldstændig appetitten og har ikke engang lyst til lækker mad. [21] Han taber sig og bliver en skygge af sig selv, ender som det rene skind og ben. [22] Han hører dødens kalden og nærmer sig gravens rand. [23] Men hvis en engel går i forbøn for ham, hvis et af Guds tusinde sendebud fortæller ham, hvad han bør gøre, [24] og hvis Gud derefter er nådig imod ham og siger: ‚Løs ham! Han skal ikke dø, for jeg har modtaget en løsesum,’ [25] da får han sit helbred igen, han får sin ungdoms styrke tilbage. [26] For når han beder Gud om nåde, bliver han også taget til nåde. Så bliver han forsonet med Gud og kan igen tænke på ham med glæde. [27] Derefter kan han fortælle sine venner: ‚Jeg syndede og gjorde oprør mod Gud, men han var nådig imod mig. [28] Han betalte løsesummen og reddede mig fra døden, så nu kan jeg atter glædes ved livet.’ [29] Ja, sådan gør Gud ofte: Han giver os en chance til. [30] Han redder os på tærsklen til døden, så vi atter kan glædes ved livet. [31] Hører du, hvad jeg siger, Job? Du behøver ikke at svare endnu. [32] Men har du noget at sige, så kom bare med det, for jeg ønsker at se dig blive genoprettet. [33] Hvis ikke, så lyt til mig lidt endnu. Vær stille, så jeg kan lære dig visdom.”
