[1] Så var det Zofars tur til at gå i rette med Job: [2] „Hold lige en pause, jeg har en kommentar. Du snakker og snakker, men nu skal du få svar! [3] Vi kan ikke bare sidde og høre på den slags. Når du håner Gud, må vi sætte dig på plads. [4] Du hævder, at din adfærd er fejlfri, at du i Guds øjne er helt uden skyld. [5] Om Gud dog bare ville åbne sin mund, give dig ren besked og sige, hvad han mener. [6] Hvis han åbner for sin visdoms gemmer, vil du indse, hvor lidt du egentlig har forstået, for han straffer dig mindre, end du faktisk fortjener. [7] Forstår du Guds skjulte tanker og planer? Kender du omfanget af hans guddommelige magt? [8] Den når højere op end himlen og dybere ned end dødsriget. Sammenlignet med ham har du hverken visdom eller magt. [9] Hans visdom går ud over jordens grænser, er mere vidtstrakt end havets horisonter. [10] Når Gud nu har afsagt sin dom over dig, er der så nogen, der kan standse straffen? [11] Han gennemskuer menneskers bedrag og lægger mærke til alle deres synder. [12] Det er sværere for en tåbe at blive vis end for et vildæsel at føde et menneske. [13] Gid du ville vende dig fra din synd og trygle din Gud om nåde. [14] Tag afstand fra alle dine synder, luk hjertets dør for al ondskab. [15] Så kan du løfte hovedet frit igen og leve i sikkerhed uden at frygte. [16] Så kan du glemme dine tidligere trængsler, som flodvand, der for længst er flydt videre. [17] Dit ansigt vil stråle som middagssolen, dit tungsind forsvinde som morgentågen. [18] Du får nyt mod og fornyet håb, du får lov til at leve i fred og sikkerhed. [19] Du kan lægge dig trygt til hvile. Mange vil komme til dig for at få hjælp. [20] Men for de gudløse er der intet håb. De har ingen steder at søge tilflugt og kan kun se frem til at dø.”
