[1] Herren sagde til mig: [2] „Du menneske, ret blikket mod Seirs bjerg og profetér imod Edoms folk: [3] Jeg er imod jer, Seirs stolte bjerge. Jeg løfter min hånd for at straffe jer og gøre jeres land til en ødemark. [4] Jeg jævner jeres byer med jorden og lægger hele landet øde, så I kan forstå, at jeg er Herren. [5] I har altid hadet mit folk, Israel. I overfaldt dem og sablede dem ned, dengang jeg var nødt til at straffe dem. [6] Så sandt jeg lever, siger Herren: I elsker at se blod, og I skal få blod at se, for nu kommer turen til jer. [7] Jeg gør Seirs bjerge til ødemark og udrydder folket, som færdes der. [8] Jeg sørger for, at bjergsider, dale og vandløb bliver fyldt med lig. [9] Landet bliver en ødemark for evigt, og ingen skal bo i byerne igen. Da skal I indse, at jeg er Herren. [10] I rykkede ud mod Israel og Juda for at erobre dem, selvom I vidste, at jeg var deres Gud. [11] Så sandt jeg lever, vil jeg straffe jer på grund af jeres vrede, had og jalousi, og I skal erkende, at det er mig, Herren, som griber ind og dømmer jer. [12] Da skal I indse, at jeg hørte hvert eneste hånende ord, I udtalte imod Israels bjerge, da I mente, at de lå øde hen, og at I derfor havde ret til at besætte dem. [13] I hånede mig med de mange ord, I udtalte imod mig. Men jeg hørte det alt sammen. [14] Gud Herren siger: Hele verden vil fryde sig over jeres undergang. [15] I frydede jer over Israels sørgelige skæbne. Nu er det min tur til at fryde mig over jeres, for I vil blive udryddet, alle I folk i Seirs bjerge og i hele Edom. Da skal I indse, at jeg er Herren.
