Ezekiels bog 30:1-26 BPH
[1] Herren sagde til mig: [2] „Du menneske, profetér og sig: Råb af rædsel, for tiden er kommet, dagen, hvor Guds dom bliver virkeliggjort. Herren er klar til at gribe ind. Det bliver en sort dag for folkeslagene. [4] Sværdet rammer Egypten, Kush skælver af skræk. Egyptens soldater falder i kampen, landets rigdomme bliver røvet, dets fæstninger jævnet med jorden. [5] Denne dom gælder også Egyptens lejesoldater, hvad enten de kommer fra Kush, Libyen, Lydien eller andre lande. De skal alle falde i krig, [6] for Gud Herren siger: Alle Egyptens allierede skal falde og udryddes sammen med Egyptens egen hær, landets stolthed. Krigen skal rase fra Migdol i nord til Aswan i syd, siger Gud Herren. [7] Landet bliver lagt øde som så mange andre, dets byer jævnes med jorden som de andre ødelagte byer. [8] Når jeg sætter ild til Egyptens land og uskadeliggør dets forbundsfæller, vil de indse, at jeg er Herren. [9] Nyheden bliver bragt med skib til de selvsikre kushitter, som vil ryste af skræk, når de hører, hvordan jeg straffer Egypten. [10] Hør hvad Herren siger: Ved kong Nebukadnezar af Babylon vil jeg gøre en ende på Egypten. [11] Hans grusomme og berygtede hær skal ødelægge Egyptens land. De skal nedsable landets soldater, så der er bunker af lig overalt. [12] Jeg udtørrer Nilens vandstrømme, giver landet i onde menneskers vold. Jeg jævner Egypten med jorden ved hjælp af et folk fra det fjerne, siger Herren. [13] Jeg knuser egypternes afgudsbilleder og smadrer afguderne i Memfis. Jeg udrydder alle Egyptens herskere, så der bliver kaos og rædsel i landet. [14] Jeg ødelægger Patros, sætter ild til Zoan og straffer No. [15] Min vrede skal ramme Sin, egypternes stærke fort. Nos befolkning udrydder jeg. [16] Jeg sætter ild til hele Egypten, så Sin skælver af skræk. Nos mure gennembrydes, Memfis angribes ved højlys dag. [17] Unge krigere fra Heliopolis og Bubastis falder for sværdet, indbyggerne føres bort som slaver. [18] Når jeg knækker Egyptens magt og gør ende på landets stolthed, ser det sort ud for Takpankes. Store røgskyer indhyller byen, mens indbyggerne føres i eksil. [19] Jeg straffer Egypten eftertrykkeligt, så de kan indse, at jeg er Herren.” [20] På den syvende dag i den første måned i det 11. år af vores eksil sagde Herren til mig: [21] „Du menneske, jeg har brækket egypterkongens arm, og den skal ikke behandles eller forbindes, så den igen bliver stærk og kan løfte sværdet. [22] For Herren siger om egypterkongen: Jeg vil brække begge hans arme, både den raske og den, som allerede er skadet. Sværdet falder ud af hans hænder. [23] Jeg sender egypterne i eksil og spreder dem blandt folkeslagene. [24] Jeg styrker kongen af Babyloniens arme og lægger mit sværd i hans hånd. Men egypterkongens arme brækker jeg, så han stønner som en døende foran den babyloniske konge. [25] Jeg lægger mit sværd i Babyloniens konges hånd, og han svinger det over Egyptens land. Når jeg giver babylonierne sejr over egypterne, vil de indse, at jeg er Herren. [26] Jeg sender egypterne i eksil og spreder dem blandt folkeslagene. Da vil de indse, at jeg er Herren.”
