Apostlenes gerninger 8:1-40 BPH

[1] Og Saul syntes det var godt, at han blev dræbt. Samme dag blev der iværksat en voldsom forfølgelse mod de troende i Jerusalem. De fleste disciple af Jesus forlod byen og spredtes over hele Judæa og Samaria. Apostlene blev dog i Jerusalem. [2] Nogle gudfrygtige jøder begravede Stefanus og sørgede dybt over ham. [3] Men Saul søgte at komme de Jesus-troende til livs. Han gik fra hus til hus og arresterede både mænd og kvinder og fik dem sat i fængsel. [4] De disciple, som nu var blevet spredt, forkyndte budskabet om Jesus overalt, hvor de kom frem. [5] Filip kom til byen Samaria og fortalte folk dér, at Jesus var Messias. [6] Store menneskeskarer lyttede opmærksomt til, hvad han havde at fortælle, for de så de mirakler, han gjorde. [7] Mange onde ånder blev drevet ud og forlod deres ofre med høje skrig. Mange handicappede blev helbredt, [8] og der blev stor glæde i byen. [9] Nu boede der i Samaria en mand ved navn Simon. Han beskæftigede sig med sort magi, imponerede folk og gav sig ud for at være noget stort. [10] Alle, både unge og ældre, var stærkt optaget af ham på grund af hans magiske evner, og man sagde om ham: „Han må være den, som kaldes ‚Guds store kraft’.” [12] De mennesker, som ved at høre Filips budskab om Guds rige var kommet til tro på, at Jesus er den lovede Frelser, lod sig døbe, både mænd og kvinder. [13] Også Simon kom til tro og blev døbt. Han fulgte i hælene på Filip overalt, hvor han gik, og han var meget imponeret over de tegn og mirakler, som Filip udførte. [14] Da apostlene i Jerusalem hørte, at folk i Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes derhen. [15] Så snart de var ankommet, begyndte de at bede for de troende om, at de måtte få Helligåndens kraft, [16] for indtil nu var Ånden ikke faldet på nogen af dem. De var kun blevet døbt til at tilhøre Jesus som deres Herre. [17] Peter og Johannes lagde nu hænderne på dem, og de fik Helligåndens kraft. [18] Da Simon så, at Åndens kraft blev givet til de troende, når apostlene lagde hænderne på dem, tilbød han dem penge og sagde: [19] „Giv også mig en sådan magt, så dem jeg lægger mine hænder på, får Helligåndens kraft.” [20] Peter svarede: „Gid dine penge må gå til grunde—og du selv med—siden du kunne få den tanke, at Guds gave kan købes for penge! [21] Du har ingen andel i det her, for du står ikke i et ret forhold til Gud. [22] Du skal vende om fra dine onde tanker og bede Herren om at tilgive din selviskhed. [23] Jeg kan se, at du er fuld af magtbegær og bundet af synd.” [24] „Åh nej!” udbrød Simon. „Bed for mig til Herren, så det, I har sagt, ikke skal ske med mig.” [25] Efter at Peter og Johannes havde forkyndt budskabet om Jesus i Samaria, vendte de tilbage til Jerusalem. Undervejs gjorde de ophold i adskillige samaritanske landsbyer, for at budskabet om Jesus også kunne blive forkyndt dér. [26] Imidlertid kom der en engel til Filip og sagde: „Tag ned til den vej, der går sydpå fra Jerusalem gennem de øde områder til Gaza.” [27] Det gjorde han så. Hen ad den samme vej kom en etiopisk hofembedsmand kørende. Det var dronning Kandakes skatmester. Han havde været i Jerusalem for at tilbede i templet, [28] og han sad nu på hjemvejen i sin vogn og læste højt for sig selv af profeten Esajas’ bog. [29] Helligånden sagde til Filip: „Gå hen til den vogn.” [30] Filip løb så frem til vognen, og han kunne nu høre etiopieren læse op af Esajas’ bog. „Forstår du betydningen af det, du læser?” spurgte han. [31] „Nej,” svarede etiopieren, „hvordan skulle jeg kunne forstå det, når der ikke er nogen til at forklare mig det?” Han bad derefter Filip om at komme op i vognen og sætte sig ved siden af ham. [32] Det afsnit af Skriften, som han var i færd med at læse, var: „Tavs gik han i døden, som et får, der føres til slagtning, som et lam, der lader sig klippe uden at klynke. [33] I ydmygelsen blev hans rettigheder taget fra ham. Efterkommere har han ingen af, for hans liv på jorden endte brat.” [34] Hofembedsmanden spurgte nu Filip: „Sig mig, taler profeten om sig selv her eller om en anden?” [35] Så begyndte Filip at fortælle om Jesus, idet han tog udgangspunkt i det oplæste skriftafsnit. [36] Da de havde kørt en tid, kom de til et sted, hvor der var vand, og hofembedsmanden udbrød: „Se, her er der vand! Er der noget i vejen for, at jeg kan blive døbt?” [38] Så standsede han vognen, og både Filip og hofembedsmanden gik ud i vandet, hvor Filip døbte ham. [39] Så snart de var kommet op af vandet, tog Herrens Ånd Filip bort. Hofembedsmanden så ham ikke mere, men rejste glad hjem. [40] Filip dukkede senere op i Ashdod, og han forkyndte budskabet om Jesus både der og i de byer, han kom igennem på vej til Cæsarea.